Monday, October 31, 2011

En tur til Indien...

"At rejse er at leve" siger nogen. Hvad så hvis du ikke har nogen penge? Så bliver det lidt svært at rejse. Der er jo selvfølgelig muligheden for at tomle den, men det er jo ikke lige os allesammen der finder den rejseform lige luksuriøs.

Ja, jeg indrømmer, jeg er lidt af en "dronning" når jeg skal rejse. Ja tak til minimum 4-stjernet hotel, selvfølgelig med ALT hvad det indebærer, selvom jeg nok ikke får udnyttet halvdelen af det. Hvem tager f.eks. på ferie for at sidde på internettet hele dagen? Ikke mig. Jeg skal da ude og se på seværdighederne og stranden (som selvfølgelig ligger mindre end 100 meter fra hotellet, så mine små velplejede fødder ikke bliver alt for stressede...ej okay, det er så også at overdrive, men you get the point ;-) )

Luksus er helt klart at foretrække. Ikke kør-selv-ferie eller cykel-ferie eller hvad den slags hedder - der står jeg altså af, bogstavelig talt! Frem med flyet, tak. First class ville da være optimalt, men okay economy kan altså godt gå her. Chancen for at man styrter ned med resten af flyet (hvis det skulle ske altså) er nok den samme på first class.

Tilbage til det kulturelle. Jeg går helt klart ind for at opleve den lokale kultur, når man nu er taget til en fremmed del af verden. Hvis jeg nu skulle vælge at tage til Indien ville jeg da klart prøve, at ride på elefanter og sejle på Ganges floden. Taj Mahal skal da også ses, men sådan noget som at komme ud i nogle af de små landsbyer og opleve landets historie tættere på, hører da også med. En hurtig weekendtur til Paris eller London er nu nok mere for shoppe end for at se meget andet end lige den nærmeste kultur, såsom Eiffeltårnet og Big Ben.

Apropos Big Ben, så hælder det faktisk nu hele 45 centimeter fra sit tidligere center, svarende til 0,26 grader. Synderen til hældningen på det ældgamle legendariske tårn er undergrundsbyggeriet i Londons gader, det er simpelthen blevet for meget for Store Ben nu. Til sammenligning hælder tårnet i Pisa dog hele 4 grader, but still one may wonder...

Anyway, god tur til Indien hvis det skulle have inspireret og hvis ikke, så god tur der hvor tomlen, cyklen, bilen, toget eller flyet nu ellers bringer dig hen på din næste rejse.

Lundbeck, naturens gang og PMDS

NOW WTF sker der lige der???

Hvad skal det nu til for?? Hvornår er det blevet en sygdom at have det røde og hvornår er det blevet en SYGDOM at have lidt PMS?? Ja, jeg ved godt at PMS står for Præ Menstruelt Syndrom og at det LYDER som en sygdom, men seriøst?? Fordi det gør ondt, så er det en sygdom nu?? Ja, jeg er også godt klar over og enig i, at det kan gøre voldsomt og ubegribeligt og nærmest ubeskriveligt ondt, når man har sin menstruation, men det gør det bare IKKE til en sygdom, det kan simpelthen ikke lade sig gøre!

EMA, de europæiske lægemiddelmyndigheder, har netop godkendt PMDS, Præ Menstruelt Dysforisk Syndrom, som en sygdom.

I virkeligheden er der ikke den store forskel på PMS og PMDS andet end, at ifølge mænd bliver konerne/kæresterne med "diagnosen" PMDS lidt mere umedgørlige iform af humørsvingninger og aggressivitet end konerne/kæresterne med PMS.

Aggressivitet, jovist har man hørt om enkelte, yderst sjældne tilfælde, hvor det er endt uheldigt for manden, men mon ikke der har været en anden grund end kun lige en menstruationskrampe? Kunne humørsvingningerne og irritabiliteten have noget at gøre med smerten i hendes underliv og spændingen i hendes bryster? En spænding, som kan gøre dem aldeles uimodtagelige for berøring i den uge, hvor ægget løsriver sig og laver et ÅBENT SÅR, ja et ÅBENT SÅR indvendigt i kroppen på hende...kunne det tænkes at det kunne fremkalde en vis irritation, når en kvinde ofte - lidt for ofte - må bede sin mand/kæreste om at holde nallerne for sigselv?

Nå, men nu er det så at Lundbeck har lavet en fin lille pille mod PMDS, antidepressivet Premalex. Den har de fået godkendt af EMA til salg og brug af kvinder i den fødedygtige alder, i Sverige. Gad vide hvem der har fået den "brilliante" idé overhovedet at lave pillen og gad vide om dem, der har godkendt den er overvejende mænd eller kvinder? Ja, jeg ved godt hvad mit gæt er.. Oh goodness... Det er meget bekvemt at stikke konen en pille og håbe på ro, det er det da, men er det også bekvemt at direktøren har en "depressiv kone" fordi hun har menstruation en gang om måneden?

Hvordan mon mænd ville have det, hvis de skulle rende rundt med et ÅBENT BLØDENDE sår inde i dilleren i en uge og prøve, at få en hverdag med job, børn etc til at fungere, samtidig med at konen mere eller mindre konstant ville have lyst til at kramme lidt ekstra tæt? One may wonder....

Der findes et utal at smertestillende piller på markedet allerede, brug DEM! De har virket fint indtil videre og hvis ikke, er der muligvis noget andet galt. Jeg er ikke læge, men må jeg istedet forslå daglige knibeøvelser og en tur i fitnesscentret eller anden form for motion i ny og næ - og nej, "i ny og næ" betyder ikke 3 gange om året, men nærmere 2-3-4 gange om ugen.

Nu ved jeg godt at der sidder nogen derude, som sikkert bliver hamrende arrige og uenige med mig, det skal de så have lov til, i Danmark lever vi heldigvis i et frit land. Man kan jo bare undre sig lidt over hvorfor Lundbeck ikke har prøvet at få det godkendt i Danmark. Jo, det er nok fordi de godt ved at det ikke bliver til noget. I 80'erne prøvede de også med den påstand at 80% af alle kvinder havde PMDS og virkelig kunne blive "raske" af deres lille påhit. Den gik ikke. Denne gang har de været lidt mere forsigtige og sat tallet til 5%. Det virker også som et mere troværdigt tal, det må man give dem, men at gå fra 80% til 5% på 25 år er måske ikke helt troværdigt...?

Nej, Lundbeck behold I bare jeres hormonforstyrrende smertestillende antidepressiv på laboratoriet, hvor den hører til i AL EVIGHED og lad kvinder bløde som de har gjort og vil gøre i AL EVIGHED - irritation og smerter eller ej.

Monday, October 24, 2011

Epilepsihospitalet overlever - og dog...

Filadelfia på gyngende grund

20.10.2011

Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund overlever, men når vi taler hospitalets helt særlige ekspertise og viden om patienter, som både har udviklingshæmning og epilepsi, så ser det sort ud, medmindre sundhedsministeren griber ind. Derfor har LEV nu skrevet til ministeren.

Den aftale, som Filadelfia og Region Sjælland indgik i sidste uge betyder, at budgettet skal skæres med 70 millioner kr., 100 medarbejdere fyres, og blandt andet afdelingen Havehuset nedlægges. Havehuset har en helt unik viden og ekspertise i forhold til mennesker med epilepsi og udviklingshæmning.

- Det er decideret uanstændigt at nedlægge Havehuset. Hvis det bliver ført ud i livet vil en meget sårbar gruppe borgere nu ikke kunne få en kvalificeret og for dem helt fundamental sundhedsbehandling. Epilepsi har ofte et særligt udtryk blandt udviklingshæmmede - og det stiller særlige krav til behandlingen, udtaler LEVs landsformand, Sytter Kristensen.

Ifølge Dansk Epilepsiforening har Filadelfia indgået aftalen med Region Sjælland med armen vredet om på ryggen. Hele forhandlingsprocessen har taget halvandet år, og nu var det enten eller for Filadelfia. Men regionerne har ikke forpligtet sig til at bidrage til hospitalets drift i mere end et år ad gangen, og bidraget er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt til at sikre den fortsatte drift af det særlige tilbud til mennesker med udviklingshæmning.

- Det giver jo et voldsomt usikkert grundlag at drive hospitalet på. Nedlæggelsen af den specialiserede afdeling for mennesker med udviklingshæmning er en katastrofe, og stiller spørgsmålstegn ved regionens ansvarlighed og dømmekraft.
- Der tales jo meget om opgavefordelingen mellem regioner og kommuner for tiden. Region Sjællands ageren i denne her sag tyder ikke på, at man formår - eller vil - tage ansvar for særligt specialiserede indsatser. Og det overrasker mig egentlig, når man tænker på den måde, regionerne ofte beskriver sig selv, siger Sytter Kristensen.

LEVs landsformand har netop sendt et brev til sundhedsminister Astrid Krag med en opfordring til, at ministeren handler nu, inden det er for sent.

Kilde: LEV www.lev.dk

Monday, October 10, 2011

Så er der da lidt godt nyt...lidt...

Driftsaftale for Epilepsihospitalet 
Go to full article



Region Sjælland og Epilepsihospitalet har i dag indgået en driftsoverenskomst, der træder i kraft den 1. januar 2012, men Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen, frygter at aftalen ikke har reddet de højt specialiserede dele af hospitalet.

Samtidig med driftsoverenskomstens underskrivelse har Region Sjælland givet tilsagn om at købe behandlinger for mindst 10 millioner kroner i 2012. Og regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (A) er glad og udtaler i pressemeddelelsen: ” Nu har vi en driftsoverenskomst og kan sammen med Epilepsihospitalet se fremad.”

Bestyrelsesformand for Epilepsihospitalet, Kjeld Møller Pedersen påpeger i pressemeddelelsen, ”at der fortsat skal arbejdes på at sikre tilstrækkelig økonomi til en varig drift.”

Det er en tilføjelse, der bekymrer Dansk Epilepsiforenings formand, Lone Nørager Kristensen: ”Hvis aftalen ikke sikrer en varig drift, vil det sige, at dele af hospitalets særlige ekspertise stadig er i fare for at forsvinde. Hvis fx Havehuset og Ungdomsafdelingen ikke genåbner, så giver jeg ikke særlig meget for den aftale. I værste falde kan en aftale, der ikke sikrer økonomi til varig drift betyde, at hospitalet på sigt stadig er i fare for at måtte lukke eller humpe rundt som noget, der bestemt ikke er et specialhospital.”

Lone Nørager Kristensens bange anelser får næring af Sjællandske Mediers omtale af driftsaftalen. I deres onlinenyheder skriver sn.dk, at Filadelfia allerede har lukket to afdelinger på hospitalet, og har afskediget flere end 100 medarbejdere, fordi den ikke var sikret fremtidige indtægter på samme niveau som tidligere.

”Det læser jeg som at Havehuset og Ungdomsafdelinger er og bliver lukket for altid, med mindre der sker noget radikalt – som at Ministeren for Sundhed og Forebyggelse griber afgørende ind,” udtaler Lone Nørager Kristensen.

(Kilde: Pressemeddelelse fra Region Sjælland, sn.dk og Dansk Epilepsiforening)

Thursday, February 10, 2011

Nøj, det er længe siden!

Så er jeg tilbage! Ja det er jo nogle måneder siden og der er sket en hel masse ting. Nogle sjovere end andre, men sådan er det jo her i livet, man kan ikke få det hele - eller ihvert fald ikke på én gang ;)

Jeg fik egentlig et par søde ord idag synes jeg, fra en for mig ukendt person, som tilfældigt var kommet forbi min blog og syntes at jeg skrev godt og at det var synd at jeg ikke gjorde det noget mere. Tusinde tak for det, det er da dejligt at få den slags at vide. Hermed er opfordringen taget. "Taget" hedder det egentlig det? Det danske sprog er noget kringlet engang imellem.

Apropos kringle, så var jeg ude og spise frokost idag og de havde så også desserter og deriblandt et voldsomt LILLE stykke kringle til 18 DKK...! At hvad?! Altså nu synes jeg ikke selv at jeg er nærig, men 18 kroner...! Jeg kan altså købe meget hvedemel og sukker til at bage min egen kringle for det beløb - og der kan godt nok blive MEGET store stykke kringler ud af to kg mel. Optrækkeri! (Ja okay, lyd lige som Onkel Joakim engang! ;) hehe)

Nå, men bortset fra det, så har der været travlt, men jeg havde faktisk også lidt mistet modet til at skrive. Grunden? Ja, altså den er lidt "klynkende", men det ville næsten være tarveligt ikke at fortælle resten, nu når jeg allerede er gået igang, ik?

Nu er det jo sådan at jeg har epilepsi og jeg har haft nogle anfald - brækkede faktisk skulderen i oktober! Den er stadig ikke iorden, men jeg arbejder på tingene med stor hjælp fra min fantastiske fysioterapeut!

Nå, men altså jeg fik jo nogle nye piller og de ændrede lige lidt på humøret - en hel del faktisk - og var bl.a. med til at ødelægge lysten til at skrive. Så blev jeg også lige arbejdsløs og det hjalp jo heller ikke ligefrem på det.

Men nu er humøret blevet bedre og tingene ser lidt lysere ud :) Skal indlægges på epilepsihospitalet i Dianalund snart i 2-3 uger, så må vi se hvad de kan gøre ved tingene. Håber det bliver bedre, men det er jo ikke til at spå om, så jeg må nok bare holde jer opdateret her istedet. Jeg skal nok lade være med at være for "klynkende" ;)

Nå men I'm off for nu. Klokken er mange og "jeg er taget til fange" hehe ;) Ej det er jeg nu ikke, men sengen skriger efter mig og ærligt talt, så er jeg faktisk også snart ved at skrige efter den! ;)

Godnat!

Del...

Twitter Delicious Facebook Digg Stumbleupon Favorites